
UNGEBYRÅDSVALGET 2025/2026
Har du lyst til at gøre en forskel for unge som dig selv?
Kan du sige ja til dette, kan du nu melde dig som kandidat til Aalborg Ungebyråd. Du skal dog huske, at du skal have dine forældres samtykke, hvis du er under 18 år.
Stil op inden den 16. maj
Opstillingsproceduren blev indledt torsdag 27. marts klokken 12.00 og løber frem til midnat fredag 16. maj.
I denne periode har alle unge mellem 13 og 19 år i Aalborg Kommune muligheden for at gøre sine jævnaldrende opmærksom på sine mærkesager og på den måde fortælle, hvorfor man er værd at sætte sin stemme ved under valgproceduren, der foregår online i perioden 21. maj til 4. juni.
Der er plads til 31 i det kommende Ungebyråd, der bliver præsenteret på en af scenerne ved Grundlovsfesten 2025 i Karolinelund 5. juni af borgmester Lasse Frimand Jensen.
Læs mere om Ungebyrådsvalget 2025/2026 og hvordan du stiller op her!


Hvem er vi?
Ungebyrådet kan komme med forslag til ændringer i afgørende politiske beslutninger inden for områder, der har relevans for unge. Derudover arbejder Ungebyrådet også med konkrete politiske idéer ud fra medlemmernes interesser og erfaringer.
Aalborg Ungebyråd er hermed en central del af at blive anerkendt af UNICEF som Børnevenlig Kommune, og indgår således både i Styregruppen samt som fast sparringspartner.
Aalborg Ungebyråd kan bestå af op mod 31 medlemmer, som er demokratisk valgt af Aalborg Kommunes unge ved et online valg, som hvert år bliver afholdt i juni.
Resultater
Aalborg Ungebyråd har de seneste år specielt på disse punkter markeret sig:
- I de seneste to valgperioder har man haft et tæt og struktureret samarbejde med Aalborg Byråd
- På Aalborg Byråds ordinære møde 20. januar 2025 blev det godkendt, at man i hver et-årige valgperiode har mulighed for at anmode Aalborg Byråd om at få behandlet op mod fire beslutningsforslag. Læs mere om denne ‘sejr’ her.
- Etablering af Grundlovsfesten 5. juni, hvor der i Karolinelund i Aalborg ventes deltagelse af op mod 800 børn og unge
- At der er blevet afsat en halv million kroner årligt til sexualundervisning, der varetages af “Sexualisterne” og Sundhedsplejerskerne


Årlig studietur
Hvert år drager Aalborg Ungebyråd på en studietur.
Tidligere har man blandt andet været i København for at tale og lade sig inspirere af Ungebyrådet dér.
I 2025 var man på en fire-dages-tur til Berlin, hvor man både holdt møder med lokale Ungebyråd, deltog i lærerige paneldiskussioner og var på spændende sightseeing i Tysklands hovedstad, der takket være sin dramatiske krigshistorie har mange seværdigheder og mindesmærker; blandt andet resterne af “Muren”, Holocaust-monumentet samt Check Point Charlie.
Ved hjemkomsten var Aalborg Ungebyråds næstformand, Matija Dosen, begejstret for studieturens faglige udbytte:
“Studieturen har virkelig været en øjenåbner for os, og jeg synes, vi er blevet meget klogere”.
Læs mere om Aalborg Ungebyråds Studietur til Berlin her og her
Har du noget på hjertet?
Tøv ikke med at sende os en besked på Instagram, eller kontakt os gennem vores ungebyrådssekretære!
På vores Instagram @aalborgungebyraad har du mulighed for at komme tættere på ungebyrådsmedlemmerne og følge med i hvad vi arbejder med i øjeblikket.
AALBORG UNGEBYRÅD 2024-2025
I år består Aalborg Ungebyråd af 18 medlemmer som repræsenterer børn og unge i Aalborg Kommune, skoleåret 2024-2025.
Herunder kan du læse alle ungebyrådsmedlemmernes mærkesager de gik til valg på.















